Om mig

Jeg er optaget af menneskers livshistorier, relationer og de erfaringer, der former os. Gennem mit arbejde med mennesker i forskellige livssituationer har jeg fået en dyb interesse for, hvordan vi påvirkes af vores omgivelser, vores relationer og de vilkår, vi lever under.

Jeg er psykoterapeutstuderende på sidste år af min uddannelse og har en faglig baggrund som cand.pæd. i pædagogisk antropologi og lærer.

Jeg har gennem mange år arbejdet med børn, unge og voksne – blandt andet som indskolingsleder, underviser og i dag som pædagogisk vejleder i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Ballerup. Her samarbejder jeg tæt med børn, unge, forældre og fagprofessionelle om trivsel, udvikling og de udfordringer, der kan opstå i livet.

Mit arbejde med børn og unge i mistrivsel samt med deres forældre og de fagprofessionelle omkring dem har givet mig en særlig forståelse for, hvordan mennesker formes i relationer, og hvordan livsomstændigheder kan påvirke vores måde at være i verden på.

Denne erfaring tager jeg med ind i terapirummet. Samtidig møder jeg mennesker med forskellige historier, livssituationer og temaer. Terapien tager altid udgangspunkt i dig og det, der er vigtigt for dig.

Jeg er også uddannet yogalærer (200 timer) og supplerer løbende med kurser og workshops inden for kropsterapeutiske tilgange. Det har givet mig en større forståelse for sammenhængen mellem krop, tanker, følelser og de erfaringer, vi bærer med os – og for hvordan vores oplevelser også kan komme til udtryk kropsligt.

Flere år bosat i udlandet har givet mig indblik i forskellige kulturer og sociale sammenhænge. Det har styrket min nysgerrighed på mennesker og min forståelse for, hvordan vi formes af vores relationer, vores omgivelser, vores livshistorie og den kulturelle sammenhæng, vi er en del af.

Som psykoterapeut er jeg optaget af at skabe en tryg og nærværende kontakt, hvor vi sammen kan undersøge det, der fylder. Jeg møder dig med åbenhed og nysgerrighed og ønsker at skabe et rum, hvor der er plads til det, du kommer med – i dit eget tempo.